Deprecated: explode(): Passing null to parameter #2 ($string) of type string is deprecated in /home/web/sites/igldk.dk/www/php/output.php on line 143
Pligtmæssige lagre af kritiske lægemidler 2026
Pligtmæssige lagre af kritiske lægemidler 2026
  • Af
  • Mandag d. 11. maj 2026

Pligtmæssige lagre af kritiske lægemidler 2026

Industriforeningen for Generiske og Biosimilære Lægemidler (IGL) har den 13. april 2026 modtaget Lægemiddelstyrelsens høring over udkast til bekendtgørelse om lægemidler omfattede af pligtmæssige lagre og indberetningspligt for kritiske lægemidler.

Udkastet til bekendtgørelse tilføjer nye formuleringer og styrkeangivelser indenfor samme substitutionsgruppe af allerede oplistede lægemidler, som er kommet på markedet siden 1. januar 2026 og derfor ikke tidligere har været omfattet af lager- og/eller indberetningspligt. Der er således ikke tilføjet nye lægemidler, og antallet på 576 er dermed fortsat gældende. Udkastet fastsætter en overgangsperiode for nye formuleringer og/eller styrker, og lageret heraf skal først være fuldt etableret 1. januar 2027. 

IGL har som tidligere ingen principielle indvendinger mod tilføjelsen af nye formuleringer og styrkeangivelser, men er fortsat særdeles skeptisk overfor behovet for at opretholde en så omfattende liste af kritiske lægemidler. 

Det er i den sammenhæng særdeles problematisk, at det ikke har været muligt at afholde møde i Rådet for Forsyningssikkerhed siden september 2025. IGL er helt med på, at det p.t. skyldes den uafklarede parlamentariske situation.

Det ændrer dog på ingen måde ved behovet for en mere systematisk revision af den aktuelle liste. På det seneste møde i netop Rådet for Forsyningssikkerhed oplyste Lægemiddelstyrelsen således, at der var et fald i antallet af leveringssvigtsindberetninger fra grossisterne siden sommeren 2024 og fremhævede, at det er samme tidspunkt, som loven om lagre og indberetningspligt trådte i kraft. Såvel IGL som Lif bemærkede, at nedgangen i leveringssvigt ikke nødvendigvis kan tilskrives ikrafttrædelsen af lagerlovgivningen. Lægemiddelstyrelsen var enig i, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at fastslå årsagen til udviklingen, og oplyste, at der vil blive gennemført en evaluering af lagerloven med henblik på bl.a. at vurdere betydningen for antallet af leveringssvigt.

Det korte af det lange er altså, at lagerlovgivningen på den ende side medfører betydelige omkostninger for de virksomheder, der leverer lægemidler til det danske marked. Men på den anden side er myndighederne ikke i stand til vurdere lovens betydning for leveringssituationen, herunder grundlaget for at opretholde den omfattende liste over kritiske lægemidler.